Det er de andres skyld!

Aben er hjemløs.
 
Når noget er et problem i den offentlige verden skal ”aben” tit placeres. Hvem har ansvaret – hvem skal tage tævene?

Den diskussion er egentlig knap så interessant, når det gælder det boom i kendelserne ved Klagenævnet for Udbud over kommunale, regionale og statslige udbud, som Statsindkøb har talt sammen til dette nummer. Alene første halve år af i år kom 29 kendelser. I hele 2002 var der kun 22 kendelser. Turen om Klagenævnet forsinker indkøb og kan udløse erstatninger. Ingen ser ud til at gå ram forbi. Statsindkøbs gennemgang viser, at både sjusk, måske undskyldelige, oversete detaljer og lemfældig omgang med både sandheden og EU-regler er elementer i de seneste års værste indkøbsprocesser. Kommuner, staten, regioner, halvoffentlige selskaber som Ørestadsselskabet og SKI må til lommerne, når kendelserne går i mod dem.

Og så er vi tilbage til aben.

I juni holdt IKA – foreningen af offentlige indkøbere - en konference for indkøbere og leverandører med et større antal klagesager i Klagenævnet for Udbud som et af omdrejningspunkterne.

Der er store ordrer på spil, og komplekse regelsæt, og IKA opfordrer til samarbejde og peger på flere indsatsområder, der kan gøre det nemmere for virksomhederne at handle med det offentlige Danmark:

Herunder en forenkling og afbureaukratisering af udbudsreglerne. Heri har IKA ganske ret.

Om end det altså så er lovgivningen og EU, der får aben.

IKA hjælper også indkøbere og leverandører med efteruddannelse, og de anbefaler brancheforeninger at bidrage til gode kravspecifikationer i IKA regi og til, at små og mellemstore virksomheder ruster sig til at byde på offentlige ordrer ved at samarbejde og danne konsortier. Alt sammen meget fint.

Men her er det altså indkøbere og leverandører, der må slås om aben, men spillet er ikke slut.
 
Det er nemlig det offentlige og indkøbernes egen skyld, når der er rod i udbudsmaterialet, forstår vi på Dansk Erhverv og Dansk Industri, som vil have udnyttelse af de nye muligheder i kontroldirektivet til at udstede bøder og sanktioner, når udbudsreglerne overtrædes. Og det skal ses præventivt.
 
Her er det nærmest politi, anklagemyndighed og indkøberne i skøn forening, der får aben.
 
Kendelserne fra Klagenævnet for Udbud viser som nævnt en voldsom, relativ stigning – men ikke når man ser det i forhold til det samlede antal kontrakter.
 
Alligevel er vi havnet i en situation, som skal løses, frem for at man peger fingre ad nogen.
 
Det handler om tilliden til de offentlige indkøb.
 
Udbudssystemet er så komplekst, at Statsindkøb opfordrer til en uafhængig kommission, der kan rydde ud, forenkle og/eller forklare, hvordan reglerne skal udformes og bruges. Mange fejl går tilbage til, at der ved offentliggørelsen af udbud har sneget sig fejl i udbudsmaterialet. De er svære at rette op bagefter, når selve udbuddet er i gang. Derfor er det altså forberedelsesfasen for udbud, der skal sigtes på, for en kommission eller statslige rådgivere, der i det mindste kan guide i reglerne.

Men dermed har vi stadig ikke helt placeret aben. End ikke ved at sige, at ”det er samfundets skyld”. Udbud er så komplicerede, at der en samfundsinteresse i at gøre dem mere tilgængelige for både leverandører og indkøbere, for i sidste ende taber alle på et stigende antal klagesager. Det tjener intet formål at sige, at ”det er de andres skyld!” Det kræver en fælles indsats.